Hvad betyder “Kresy” i den polske kollektive erindring?

Forestil dig en togrejse fra Warszawa mod solopgangen, hvor landskabet langsomt glider over i endeløse flodsletter, birkeskove og gamle fæstningsbyer med kirketårne i både latinske og ortodokse kupler. Et sted i kupéen begynder en ældre dame at fortælle om “Kresy” – hendes barndoms tabte verden, hvor polske, jødiske, ukrainske og litauiske naboer delte gårdspladser, opskrifter og skæbner. Hun taler med en blanding af stolthed og vemod, som om regionen stadig ligger lige om hjørnet, selvom den på nutidens kort befinder sig langt inde i Ukraine, Hviderusland og Litauen.

Men hvad betyder “Kresy” egentlig, og hvorfor vækker ordet stadig følelser hos millioner af polakker? Fra romantiske digtere til hjemstavnssange, fra krigens traumer til nutidens kulturarvsturisme, er Kresy blevet et spejl, hvor Polens fortælling om centrum og periferi, tab og genopdagelse, genspejler sig.

I denne artikel på Polen Rejser tager vi dig med på en rejse gennem fem nedslag:

• Vi zoomer ind på begrebets rødder og geografi, hvor randzonen blev til et kulturelt epicenter.
• Vi dykker ned i den flerkulturelle smeltedigel fra den polsk-litauiske union til mellemkrigstidens dynamiske grænsesteder.
• Vi følger de dramatiske grænseflytninger fra 1939 til 1956, der vendte op og ned på millioner af liv.
• Vi undersøger, hvordan Kresy lever videre i den kollektive erindring – gennem bøger, film, sange og familielegender.
• Endelig ser vi på Kresy i dag: forsoningsprojekter, kulturarvsruter og unges nyfortolkninger.

Spænd sikkerhedsbæltet – eller rettere: find din bedste vandrekikkert frem. Vi skal både krydse fysiske grænser og mentale landskaber for at forstå, hvorfor Kresy stadig kaster lange skygger i den polske selvforståelse – og hvorfor en rejse hertil kan kaste nyt lys over hele Centraleuropas historie.

Hvad betyder ‘Kresy’? Begreb, rødder og geografi

Ordet kresy stammer fra det gammelslaviske kres, som betyder ”rand”, ”grænse” eller ”udkant”. I det polske sprog udviklede det sig til at betegne grænseegnene mod øst – de territorier, hvor det polske og litauiske samfund historisk mødte ruthenere (dagens ukrainere og belarusere), tatarer og mange andre folk.

I moderne polsk har begrebet to overlappende, men ikke identiske betydninger:

1. Det brede, historiske Kresy – alle områder, der fra middelalderen til 1795 lå i den polsk-litauiske realunion uden for Kongeriget Polens kerne-voivodskaber. Det strakte sig fra Østersøens kyster ved Livland helt ned til det nuværende Moldova.
2. Mellemkrigstidens Kresy Wschodnie (”de østlige Kresy”) – de provinser, som mellem 1919 og 1939 udgjorde den østlige halvdel af Anden Polske Republik, og som efter 2. verdenskrig blev indlemmet i USSR. Det er især denne afgrænsning, der vækker følelser i den polske kollektive erindring.

Geografisk rygrad

Ud over disse kerneområder omfatter mange polske kilder også Podolien (Kamieniec Podolski/Kamjanets-Podilskyj), dele af Pokutien samt den nordlige skråning af Karpaterne.

Et rige af byer og grænseland

• Lwów (Lviv) var før 1945 den største polske by øst for Warszawa og et intellektuelt knudepunkt med universiteter, opera og kaffe­huskultur.
• Wilno (Vilnius) husede Polens ældste universitet (1579) og en flersproget bybefolkning af polakker, litauere, jøder og russere.
• Grodno var residensby for de sidste polsk-litauiske konger og centrum for tatariske og jødiske handelsmiljøer.
• Volhyniens bølgende stepper og skove blev hjemsted for både polske herregårde og ukrainske landsbyer, mens Polesien – Europas største sumpområde – fremstod som næsten mytisk ”urskov”.

I dag ligger hele det historiske Kresy øst for Polens nuværende grænse og fordeler sig mellem Ukraine, Hviderusland og Litauen. Selvom fysiske kort er blevet tegnet om, forbliver området en mental geografi i Polen – et sted, hvor fortællinger om tab, mangfoldighed og kulturel blomstring mødes.

Fra union til mellemkrigstid: en flerkulturel grænseregion

Da Unionen i Lublin i 1569 slog Kongeriget Polen og Storfyrstendømmet Litauen sammen, blev de østlige randområder – det, vi i dag kalder Kresy – en enorm grænsezone mod stepperne. Her stødte katolske, ortodokse, uniat- og muslimske samfund sammen og sameksisterede. Adelen (szlachta) fik vidtrækkende politiske rettigheder, mens bønderne, der oftest talte rutensk (tidligere fællesbetegnelse for ukrainsk og belarusisk), sad fast i livegenskab.

Frem til slutningen af 1700-tallet forblev området under den polsk-litauiske realunion, men med delingerne af Polen (1772, 1793, 1795) blev Kresy opslugt af nye imperier: Det Russiske, Det Østrig-Ungarske (i Galicien) og – mod nord – Det Tyske. Hver magt satte sit præg på infrastruktur, uddannelse og forvaltningssprog, men ingen kunne udviske regionens mosaik af folk og tro.

Et etnisk patchwork

Bykultur som smeltedigel

• Lwów (Lviv): Universitetsby, kaffe-huse og kabareter; polsk flertal, men store ukrainske og jødiske mindretal.
• Wilno (Vilnius): ”Nordens Jerusalem” med polsk-litauisk intelligentsia, tathar-moskéer og et hebraisk seminarium.
• Grodno: Flodhavn på Niemen – kendt for sin synagoge fra 1578 og for tatariske rytterskvadroner i den polske hær.
• Lutsk & Równe: Markedsbyer på Volhyniens frugtbare sletter, hvor uniate kirker stod side om side med trækirker og synagoger.

I disse byer blandede sprog og duft sig: polsk i administrationen, rutensk på torvet, jiddisch i baggårdene, russisk i kasernen. Religiøse højtider satte rytmen – fra Processio Bożego Ciała (korpus-kristi-optog) til Sabath-sang eller ramadan-bøn hos tatarerne.

Efter første verdenskrig: Nye grænser, gamle realiteter

Polens genopståen i 1918 betød, at store dele af Kresy blev indlemmet i den Anden Polske Republik (1918-1939). Regeringen i Warszawa betragtede området som både kulturelt arvegods og civilisatorisk mission, men hverdagen var præget af:

1. Nationaliseringskamp: Polske myndigheder åbnede skoler, jernbaner og statslige godser, ofte til irritation for ukrainske, belarusiske og litauiske aktivister, der søgte autonomi.
2. Religiøs pluralisme vs. spænding: Concordat med Vatikanet styrkede den katolske kirke, mens ortodokse og græsk-katolske fællesskaber oplevede pres i form af sprogkrav og kirkekonfiskationer.
3. Økonomiske asymmetrier: Storpolske og schlesiske investorer åbnede banker og fabrikker, mens landdistrikterne forblev fattige og agrariske, ofte opdelt efter etniske skel.

Grænselandet som idé

For interkrigstidens polske forfattere og politikere blev Kresy et symbol på civilisationens forpost – den plads hvor latin, katolicisme og ”europæisk” kultur stødte op mod det ”orientalske”. Samtidig så ukrainere og belarusere regionen som deres etniske kerneland, mens litauere hævdede historisk arv fra storfyrstendømmet. Spændingen mellem disse forestillinger blev en del af de kollektive identiteter, der stadig præger erindringspolitikken i Øst- og Centraleuropa.

Hermed var scenen sat for de dramatiske begivenheder fra 1939 og frem – men også for den vedvarende fascinationskraft, som Kresy stadig udøver i den polske nationale fantasi.

Krig, grænseflytninger og traumer 1939–1956

Den 23. august 1939 indgik Nazityskland og Sovjetunionen Molotov-Ribbentrop-pagten. I dens hemmelige tillægsprotokol blev Kresy – de østlige polske vojevodskaber – placeret i den sovjetiske interessesfære. Kun tre uger senere, den 17. september, krydsede Den Røde Hær floderne Bug og Słucz og annekterede området med begrundelsen, at den polske stat var kollapset. For mange polske borgere (polakker, jøder, ukrainere, belarusere m.fl.) betød det et abrupt regimeskifte og begyndelsen på syv års skiftende terror.

Dobbelt besættelse og befolkningspolitikker

Curzon-linjen og europas nye geografi

Allerede under Første Verdenskrig havde de allierede tegnet en provisorisk grænse – den såkaldte Curzon-linje – som etnografisk skillelinje mellem polsk og østslavisk befolkning. På Jalta- og Potsdam-konferencerne (1945) blev netop denne linje (med små justeringer omkring Białystok og Przemyśl) stadfæstet som Polens østgrænse. Til gengæld fik Polen tyske østområder (Pommern, Schlesien, det sydlige Østpreussen) ad vest. Resultatet var en kæmpe “territorial pendulbevægelse” på henved 300 km: Polen rykkede geografisk fra øst mod vest.

Tvangsforflyttelser og “repatrieringer” 1944-1956

1. Polakker fra Kresy til de “Nyerhvervede Lande”
   1,2-1,5 mio. polakker blev mellem 1944 og 1948 transporteret til de tidligere tyske områder. Mange parterede griseje kufferter med ikoniske etiketter: Kierunek: Wrocław, Szczecin, Olsztyn…
2. Ukrainere, belarusere og litauere i modsat retning
   I “ombytningsaftaler” mellem Warszawa og Kiev/Minsk/Vilnius blev ca. 500 000 østslaviske familier sendt over Curzon-linjen; tusinder flygtede dog til skovene eller beholdt dobbelt identitet.
3. Operation “Wisła” (Vistula) 1947
   Den polske kommunistiske hær fordrev yderligere ~140 000 ukrainere og lemkiske grækere-katolikker fra Sydøstpolen til Oder-Neisse-linien for at knuse UPA’s logistiske base.

Disse masseforskydninger skabte etnisk mere homogene nationalstater, men efterlod dybe traumer. Kresy-minderne blev for de fordrevne en “indre geografi” – overlevende fortalte om tabte kirker, gårde, dufte og dialekter, mens staten fortrængte temaet af frygt for at underminere de nye grænser.

Langsigtede konsekvenser

• Etnisk diversitet i regionen blev reduceret dramatisk, især efter Holocaust og de polsk-ukrainske blodbad.
• Store byer som Lwów (Lviv) og Wilno (Vilnius) skiftede næsten fuldstændigt befolkningsprofil på få år.
• I Polen opstod en ny kulturel mosaik i vest, hvor Kresowiacy bragte sprog, køkken og ritualer med sig.
• Familiearkiver og erindringsbøger fra de fordrevne blev grundstammen i den efterkrigstidige Kresy-myte om et “civiliseret øst” tabt til to totalitære magter.

Erindringens Kresy: nostalgi, litteratur og politiske narrativer

Kresy er i dag mere end et geografisk sted – det er et følelsesladet mikrokosmos af minder, sangtekster og politiske symboler, som fortsat spiller en rolle i polsk identitetsdannelse. Nedenfor foldes de vigtigste erindringsspor ud.

1. Mundtlige familiehistorier og veteransamfund

• Familiens fortællinger: Hundredtusindvis af familier, der blev “repatrieret” til de Nye Vestområder efter 1945, har bevaret detaljerede historier om forfædres gårde i Wolynien, café­stemningerne i Lwów og søndagsmesser på litauiske slotte. Sådanne erindringer føres videre ved køkkenbordet og i sociale medier – ofte ledsaget af falmede fotos eller gulnede pas fra “II Rzeczpospolita”.
• Veteransamfund og foreninger: Organisationer som Towarzystwo Miłośników Lwowa i Kresów Południowo-Wschodnich arrangerer mindegudstjenester, holder foredrag og udgiver nyhedsbreve. De fungerer som uofficielle arkiver og lobbyister for at bevare kirkegårde, polske skoler og mindesmærker øst for dagens grænse.

2. Litteraturens kresy – Fra romantik til retro-bestsellere

I 1990’erne voksede en bølge af retro-romanser (Bohdan Cywiński, Stanisław Srokowski) frem, som dyrkede nostalgien, mens nyere reporter-litteratur (Magdalena Grzebałkowska, Ziemowit Szczerek) dekonstruerer myterne.

3. Lyden af lwów – Kabaretsange og popkultur

1. “Szczepcio i Tońcio” fra radioserien Wesoła Lwowska Fala (1933-39) blev efterkrigstiden symbol på sorgfri førkrigs-Lwów. Sange som “Tylko we Lwowie” kan stadig starte fællessang ved familiefester.
2. Årlige Koncerty Lwowskie i Kraków og Warszawa indsamler midler til renovering af Lychakiv-kirkegården og transmitteres på public service-radio, hvor lyttertallene viser, at publikums­basen rækker langt ud over de direkte efterkommere.

4. Institutionelle rammer: Museer, arkiver og digitale platforme

• Museum Pamięci Kresów i Lubaczów (åbnet 2023) samler både polske, ukrainske og jødiske artefakter – et forsøg på at omfavne den multietniske arv.
• Det nationale arkivprojekt Sybir-Memoria digitaliserer deportations­journaler og gør dem søgbare for familieforskere.
• Kresy-temaet trives desuden i crowdsourcede Facebook-grupper (Kresowianie, Lwów to nie jest miasto, to jest stan duszy) hvor brugere deler 3D-scannede gravsten og virtuelle byvandringer.

5. Myter, politisering og kontroverser

Tre gennemgående narrativer kolliderer ofte:

1. Det heroisk-patriotiske narrativ – Kresy som kristen grænsepost, hvor polakker civiliserede “østen”. Kritiseres af historikere for at romantisere koloniale hierarkier.
2. Sår-narrativet om tab – fokus på tvangsforflyttelser og følelsen af uretfærdigt “lande­tyveri”. Her fungerer begreber som ziemie utracone (de tabte land) som moralsk kompas.
3. For­sonings-narrativet – betoner fælles lidelser under Sovjet og nazisme samt kulturel hybriditet. Favnes især af NGO’er, unge akademikere og dele af den katolske kirke.

Kontroverserne spidser til ved:

• Etablering af mindesmærker for UPA i Ukraine vs. polske mindekors for ofre i Wołyń.
• Undervisnings­pensum: I Polen er Volhynien­massakren nu en fast del af historietimerne; i Ukraine fremhæves OUN-UPA som befrielseskæmpere.
• Navnestrid: Skal byen hedde Lwów, Львів eller Lviv? Valget signalerer politisk ståsted.

6. Dialoger og nye stemmer

På trods af spændinger opstår flere forsonings­projekter:

• Polsko-Ukraińskie Forum Historików – fælles deklarationer om at anerkende både heroik og forbrydelser.
• Teaterforestillingen “Granica” (2019) med polske, ukrainske og belarusiske skuespillere, som turnerer mellem Lublin, Lviv og Grodno.
• Podcasts som “Kresy, dziś” (Radio 357) inviterer unge stemmer fra Litauen og Hviderusland til at bidrage med egne minder.

Så længe der findes nøgler til forældres reol med Kresy-atlas, og nye kulturformater udfordrer eller opdaterer de gamle myter, vil regionen fortsætte med at leve – både som nostalgisk spejlbillede og arena for dialog om en kompleks fortid.

Kresy i dag: naboskab, forsoning og kulturarvsturisme

Kresy er ikke længere et fysisk sted på kortet, men et mentalt og kulturelt landskab, der fortsatfarver Polens relationer til sine østlige naboer. Efter 1989 er begrebet blevet genopdaget i eteuropæisk perspektiv, hvor grænsen ikke længere er et jerntæppe, men et inviterendemødested. Det betyder nye diplomatiske, kulturelle og kommercielle initiativer – men ogsåfølelsesladede debatter om skyld, tab og national identitet.

Regionale relationer anno 2020’erne

1. Polen-Ukraine: Samarbejdet er blevet markant dybere siden 2014 og især efter Ruslands invasion i 2022. Kresy-narrativet bruges både som bro (fælles modstand mod russisk imperialisme) og som konfliktfelt (erindringen om Wołyń-massakrerne). Fælles historikerkommissioner og mindeceremonier i Lviv søger at balancere de to perspektiver.
2. Polen-Litauen: Fokus ligger på den fælles arv fra den polsk-litauiske realunion. Genopbygningen af Vilniaus gynybinės sienos (Bymuren i Vilnius) og restaureringen af den polske kirkegård Rossastraat illustrerer et voksende fælles ansvar for kulturarven.
3. Polen-Hviderusland: Det officielle samarbejde er begrænset af det politiske klima i Minsk, men NGO’er som Białoruski Dom w Warszawie og polske universiteter driver flere mikroprojekter om arkivdigitalisering i Grodno og Brest.

Mindesmærker, museer og ruter

Kulturarvsturisme: Muligheder og faldgruber

• Autenticitet vs. nostalgi: Mange polske rejsende opsøger “det tabte Lwów”. Lokale guider og museer prøver at balancere turistens nostalgibehov med den moderne bys ukrainske og kosmopolitiske identitet.
• “Dark tourism” ved tidligere slagmarker og henrettelsessteder (fx Bykivnia-skoven og Głębokie-fængslet) kræver omtanke. Besøgende opfordres til at respektere lokale mindeformer og til ikke kun at indskrive stederne i en polsk martyrfortælling.
• Sprogvalg og symbolik: Brugen af gamle polske stednavne som “Wilno” eller “Nowogródek” kan vække følelser. I officielle sammenhænge anbefales todelt navngivning – fx Vilnius/Wilno – for at signalere flersprogede traditioner.

Unge stemmer og digitale nyfortolkninger

Mens ældre generationers Kresy-forestillinger ofte er bundet til familiealbum ogfolkesange, tyr unge polakker, ukrainere, litauere og belarusere tildigitale platforme:

1. Instagram-projektet “@KresyNow” samler fotos af graffitikunst, baggårdsarkitektur og street food i Lviv og Vilnius med tekstbidder på tre sprog.
2. Podcast-serien “Granice Pamięci/Granice Atminties” produceres i samarbejde mellem studerende i Warszawa og Kaunas og diskuterer alt fra Miłosz’ barndom til LGBTQ+-miljøet i dagens Vilnius.
3. Gamification-projektet Lost Cities VR lader brugere spadsere gennem en digital rekonstrueret 1930’er-gade i Grodno, hvorefter man “skifter tid” til nutiden og møder lokale beboere.

Opsummerende perspektiv

Kresy som begreb er i dag både en historisk arv og et levende laboratorium forgrænseoverskridende samarbejde. Hvor 1900-tallets grænseflytninger skabte dybetraumer, ser man nu spiren til en mere dialogisk erindringskultur. For danskebesøgende – og alle andre – rummer rejser til Lviv, Vilnius og Grodno en unikmulighed for at opleve, hvordan fortidens periferi kan blive centrum foreuropæisk kulturmøde i det 21. århundrede. Nøglen er bevidsthed ommangfoldigheden, respekt for lokale narrativer – og nysgerrighed nok til at ladesig overraske af Kresys mange nuancer.