7 ikoner fra den polske plakatkunst 1950-1970

Forestil dig Warszawa i de kolde krigsår: biograf­facaderne gløder af farver, cirkusplakaterne vrimler med fantasivæsner, og på byens mure kæmper surrealistiske collager side om side med stramt komponerede fotomontager. Midt i det grå, socialistiske betonlandskab eksploderer den polske plakat som et visuelt frikvarter – en kunstform, der trods censur og materialeknaphed forvandlede dagligdagens reklameflader til små mesterværker.

I perioden 1950-1970 blev Polen verdens kreative kraftcenter på netop dette felt. Under paraplyen Den Polske Plakatskole udviklede en håndfuld kunstnere et sprog, der kombinerede høj kunst, popappel og politisk kant – og som stadig inspirerer designere fra Tokyo til New York. Fra Henryk Tomaszewskis legendariske minimalisme til Franciszek Starowieyskis barokke fantasier trækker hvert navn en tydelig streg mellem Polens turbulente historie og den sprudlende kulturelle modreaktion.

Artiklens mål? At give dig en guidet tour gennem de syv største ikoner fra denne gyldne æra – og samtidig tippe til, hvor du selv kan opleve originalerne på næste Polen-rejse. Klik dig videre og opdag, hvorfor plakaterne fra 1950’ernes og 60’ernes Polen stadig taler højere end nogen megafon.

Henryk Tomaszewski – faderen til den polske plakat

Henrik Tomaszewski (1914-2005) var ikke blot en af de første stemmer i den såkaldte Polske Plakatskole – han blev dens uomtvistelige faderfigur. Med en pen, der forenklede former til det helt essentielle og et blik for farveflader, der nærmest vibrerer på papiret, omformede han den ellers teksttunge efterkrigsplakat til en kunstform, der talte med humor, ironi og præcision.

Reducerede former & humoristisk slagkraft

• Visuel minimalisme: Tomaszewski skar overflødige detaljer væk, lod baggrunde opløses og lod én dominerende figur eller farve fange blikket.
• Vittige twists: En enkelt stregtegnet silhuet kunne få et ironisk smil ved hjælp af et rødt næb, en gul skygge eller en skæv typografi.
• Kraftfulde flader: Han tøvede aldrig med at lade en hel plakat lyse i ren primærgul, indigo eller karminrød – farver, der stadig virker friskmalede seks-syv årtier senere.
• Mesterlig komposition: Den tilsyneladende enkelhed var nøje afstemt; hver streg, plet og tekstbid balancerede som i et grafisk haiku.

Film- og teaterplakaterne – Hvor få streger siger alt

Disse plakater blev hurtigt en eksportvare: de prydede festivaler i Cannes, biennaler i Venedig og filmhuse i Paris, samtidig med at de hjemme i Polen gav kulturlivet et moderne ansigt.

Professoren på akademiet i warszawa

I 1952 blev Tomaszewski udnævnt til professor på Akademia Sztuk Pięknych i Warszawa. Her lærte han generationer af designere at tænke plakat som billedpoesi, ikke reklame.

“Hvis ét billede kan sige det, så brug ikke to,” plejede han at sige til sine studerende.

Navne som Waldemar Świerzy, Franciszek Starowieyski og Jan Młodożeniec gik alle gennem hans kritiske, men opmuntrende hænder. Hans atelier blev et laboratorium, hvor papirstumper, gouache, stencils og selvironi fløj mellem bordene.

Hvorfor netop hans metode blev skolens signatur

1. Universalitet: Humor og ikoniske farveflader krydsede sproglige barrierer og gjorde polske plakater eftertragtede i øst og vest.
2. Billighed & tilgængelighed: Få farver + groft papir = nem trykning i et ressourcemangel-ramt efterkrigsland.
3. Kontrapunkt til propaganda: Den statslige billedstrøm var tung og teksttung; Tomaszewskis plakater gav publikum plads til at tolke selv.
4. Pædagogisk forankring: Som underviser institutionaliserede han metoden, så den spredtes som ringe i vandet gennem nye kuld designere.

Rejsetip: Muzeum plakatu, wilanów

Knap 10 km syd for Warszawas centrum, i parkomgivelserne ved Wilanów-slottet, ligger Muzeum Plakatu – verdens ældste specialmuseum for plakater. Her kan du opleve en roterende samling af Tomaszewskis mest berømte værker sammen med sjældne skitser, som viser hans proces fra lynhurtig blyantskitse til færdig offsetplakat.

Praktisk: Bus 180 kører direkte fra centrum til Wilanów. Planlæg mindst to timer; museet har også en lille boghandel fyldt med facsimile-tryk, hvis du vil have et stykke Tomaszewski med hjem.

Jan Lenica – surrealistisk collage og animation

Når man taler om polsk plakatkunst som et Gesamtkunstwerk, hvor grafik, film og musik smelter sammen, er Jan Lenica (1928-2001) en af de mest gådefulde og grænseoverskridende skikkelser. Hans værker balancerer mellem biomorfe drømme og politisk satire, og hans særlige blanding af cut-up-collage, håndtegnet typografi og surrealistisk animationslogik gjorde ham til én af de første virkeligt internationale stemmer i den polske plakatskole.

Visuelt dna: Biomorfe fragmenter & håndskrift

• Biomorfe former – organiske silhuetter, der vrider sig som insekter, indvolde og skygger under mikroskopet.
• Cut-up-collager – fotografiske udklip, mønstre fra lægejournaler og ren, hvid baggrund gør figurerne teatralsk svævende.
• Håndtegnet typografi – bogstaverne bliver sjældent sat med bly; de bliver i stedet risset, stænket og flettet ind som en del af figuren.

Opera- og filmposterne (1950’erne-60’erne)

Lenicas gennembrud kom med en række nytænkende plakater til Teatr Wielki (Operaen) og Film-fremstød i Warszawa:

1. Wozzeck (1954) – klaustrofobisk collage af skårede ansigter, der spejler operaens psykologiske spænding.
2. La Bohème (1957) – toner af indigoblå og hudfarve, hvor røgen fra en lampe glider over håndskrevne notelinjer.
3. Saragossa-manuskriptet (1965) – filmplakat i sort/hvid med knoglelignende ornamentik; idag et kultmotiv blandt samlere.

Plakat & animation – To sider af samme collage

Lenica var blandt de første, der anvendte plakaten som storyboard. Figuren på papiret blev ofte løsrevet og sat i bevægelse i hans banebrydende animationsfilm som Labirynt og Nowy Janko Muzykant. Det gav et gensidigt feed-back: filmen fik plakatens grafiske punch, og plakaten fik filmens narrative flow.

Fra warszawa til vesteuropa

Efter 1963 flyttede Lenica til Paris og senere til Berlin (UdK), hvor han underviste kommende animationsstjerner. Alligevel beholdt han forbindelsen til den polske scene, og hans cut-out-æstetik smittede af på en hel generation af vesttyske plakatiste­r og musik­videoinstruktører i 1980’erne.

Her kan du opleve jan lenica i dag

• Muzeum Plakatu w Wilanowie (Warszawa) – fast Lenica-væg med både opera- og filmplakater samt skitser til Dom.
• Muzeum Narodowe w Poznaniu – roterende udstillinger af Lenicas 1960’er-plakater og sjældne fotogrammer fra Labirynt.
• CMS – Centrum Sztuki Współczesnej Zamek Ujazdowski (Warszawa) – arkivsamling med hans undervisningsnoter fra Berlin-årene.

Lenicas arv er stadig levende, ikke blot som historiske objekter, men som work-in-progress: hver gang en collage bevæger sig på en skærm, blinker der et lille stykke Lenica i baggrunden.

Roman Cieślewicz – fotomontagens kraft

Roman Cieślewicz (1930-1996) var plakatkunstens enfant terrible: en visuel alkemist, der smeltede pressefotografi, reklamesprog og avantgardens geometri sammen i en slagkraftig billed­cocktail. Hans plakater stikker stadig i øjnene, fordi de kombinerer en næsten fysisk optisk energi med præcist doseret typografisk punch.

Fotomontagen som våben

1. Layer-effekt: Cieślewicz skar, rev og limede alt fra mode­magasiner til propagandabladet Przekrój. De sammensatte lag blev derefter forstørret, kornet og indfarvet i rød, sort eller syregrøn – farver, der næsten skriger mod beskueren.
2. Optiske chok: Gentagelser, spiral­kompositioner og stroboskopisk mønstring sætter øjet i konflikt med hjernen. Resultatet er en følelse af bevægelse, selv på stillestående papir.
3. Typografisk knytnæve: Bogstaver optræder som objekter – overdimensionerede, skævt skårne eller spejlvendte – og giver plakaten samme slagkraft som overskriften på en avisforside.

Fra warszawa-gennembrud til parisisk eksil

Bro mellem kunst, propaganda og pop

Cieślewicz’ metode var altid todelt: forføre og forstyrre. Han lokkede beskueren med glamourøse billeder, blot for at skubbe en politisk eller kulturel stikpille ind i øjenkrogen. Denne strategi placerer ham midpoint imellem:

• Kunst: Han udstillede på biennaler, arbejdede med konceptkunstnere og blev indlemmet i museums­samlinger tidligt.
• Propaganda: Hans form­eksperimenter blev brugt i statslige kultur­kampagner, men stak ofte ironisk til regimet.
• Popkultur: Mode­magasiner og reklamebureauer tog hans collager til sig, hvilket gjorde ham til en reference for 1960’ernes psykedeliske æstetik.

Hvor kan du opleve cieślewicz i dag?

Polen

• Muzeum Plakatu w Wilanowie (Warszawa) – stærk samling af 1950-60’ernes plakater.
• Muzeum Sztuki (Łódź) – viser overgangs­arbejder mellem polsk og fransk periode.
• Galeria Plakatu i Designu (Kraków) – roterende udstillinger af Che-Helvetia og Solidarność-serierne.

Frankrig

• Centre Pompidou (Paris) – permanente værker fra Vogue-årene og politiske montager.
• Musée des Arts Décoratifs (Paris) – mode­magasin-layouts og reklame­plakater fra 1960’erne.
• Bibliothèque nationale de France – adgang til hans private arkiv: kontakt­ark, skitsebøger og tidlige digitale prøvetryk.

Uanset om du står foran en slidstærk filmplakat fra Warszawa 1962 eller en silkeblød mode­montage fra Paris 1970, er oplevelsen den samme: Cieślewicz river dig ud af tilskuersædet og placerer dig midt i billedets elektriske spændingsfelt. Hans arv viser, hvor langt en plakat kan række, når kunsten tør gå i clinch med både politik og pop.

Waldemar Świerzy – malerisk nerve og popappel

Hvis man skulle koge Waldemar Świerzys kunstneriske drivkraft ned til ét ord, ville det være umiddelbarhed. Hvor mange af hans kolleger fra den Polske Plakatskole arbejdede med raffinerede kollager eller fotomontage, stod Świerzy (1931-2013) med en pensel i hånden og lod farven flyde frit – som var plakatsøjlen et improviseret lærred.

Ekspressive penselstrøg og portrætfokus

Świerzys plakater er næsten altid bygget op omkring et centralt portræt. Det gælder både jazztrompetisten Louis Armstrong, skuespilleren James Dean og bokseren Muhammad Ali. I stedet for at søge fotografisk lighed forfulgte han gestus – en lysende orange kontur omkring et ansigt eller et par få, sorte svirp, der indfanger blikkets intensitet. Resultatet blev en slags malet popart, hvor motivet kommunikerer stærkt på afstand, men stadig rummer håndens dirrende energi på nært hold.

‘cyrk’-serien: Cirkus som farvernes legerum

I 1962 fik statslige Polskie Cyrki ideen om at reklamere for cirkusforestillinger med rene kunstplakater. Świerzy var blandt de første, der greb opgaven:

1. Baggrundsflader af intens pink, kobolt og lime.
2. Kraftige rytmiske penselspor, der mimer trapezkunstnerens sving eller elefantens tunge skridt.
3. Minimal tekst – ofte kun ordet CYRK – så farverne kunne råbe uden sproglige filtre.

Serien blev et internationalt hit og er stadig et af de klareste billeder på 1960’ernes polske visuelle kultur: folkelig, festlig og uafhængig af tidens politiske retorik.

Popappel og rytme

Hvor kan du se świerzy i dag?

• Muzeum Plakatu w Wilanowie (Warszawa) – besidder en af verdens største samlinger af polske plakater, inklusive et helt Cyrk-rum med roterende udstillinger.
• Zachęta – Nationalgalleriet for Kunst (Warszawa) – viser jævnligt tematisk kuraterede særudstillinger, hvor Świerzys portrætplakater sættes i dialog med samtidskunst.
• Muzeum Sztuki i Techniki Japońskiej Manggha (Kraków) – har ved flere lejligheder vist hans asiatisk inspirerede jazz-plakater; hold øje med kommende grafik-udstillinger.
• MOCAK Museum for Samtidskunst (Kraków) – råder over et betydeligt plakatar­kiv og udstiller løbende værker fra den polske plakatguldalder.

Med sit maleriske mod og popappel var Waldemar Świerzy en brobygger mellem højkultur og hverdagsæstetik. Hans værker hænger stadig i gallerier, caféer og vinylbutikker – levende beviser på, at en plakat kan være både reklame og ren, pulserende kunst.

Wojciech Zamecznik – fotografi møder modernisme

En plakat var for Wojciech Zamecznik (1923-1967) ikke bare et trykt stykke papir, men et laboratorium, hvor fotografisk lys, præcis typografi og arkitektonisk rum smeltede sammen til én idé. Mens mange af hans samtidige malede eller kollagerede, arbejdede Zamecznik med kameraet, mørkekammeret og linealen – og hans værker sender stadig glimt af modernistisk klarhed direkte ind i nutiden.

Fotogrammer, dobbelt­eksponeringer og lys som byggesten

• Fotogrammer: I mørkekammeret lagde han objekter direkte på fotopapiret og lod lyset “tegne” motivet. Resultatet blev næsten skulpturelle silhuetter – se fx den prisbelønnede filmplakat Pociąg (Night Train, 1959).
• Dobbelt­eksponeringer: Flere negativlag gav bevægelse og dybde, som i den lyriske plakat til Chopin-konkurrencen (1955), hvor klavertangenter opløses i lysbølger.
• Stringent typografi: Sans-seriffer sat i præcise akser minder om schweizisk grafik, men Zamecznik bryder rummet med lysfelter og diagonaler, så bogstaverne får fysisk tyngde.

Film- og kulturplakater der formede 1950’ernes visuelle polen

1. Kanał (1957) – oprørt fotogram af hjelme og ruiner under streng rød typografi.
2. Eroica (1958) – krøllet fotografi af medaljer og tragikomisk gummiansigt; kontrast mellem heroisme og ironi.
3. Warszawska Jesień (Warsaw Autumn, 1962) – abstrakt nodesystem i sort-hvid fotogram; musikken synes at svæve ud over plakaten.

Disse værker banede vej for en ny, rumlig plakatæstetik, hvor lys og skygge skabte dybde uden brug af perspektivtegning.

Pædagog, formgiver, avantgardist

Hvor kan du se processen i dag?

• Fundacja Archeologia Fotografii, Warszawa – forvalter Archiwum Wojciecha Zamecznika; digitaliserede kontaktark, skitser og fotogrammer kan ses online eller efter aftale i læsesalen.
• Muzeum Plakatu w Wilanowie – permanent udstilling af ikoniske film- og kulturplakater samt jævnlige temashows om fotogramteknik.
• Dom Spotkań z Historią, Warszawa – arrangerer vandreudstillingen “Światło i Forma” med fokus på Zamecznik og hans studerende.
• Muzeum Sztuki, Łódź – viser hans samarbejder med den polske konstruktivistiske avantgarde.
• MOMA, New York og Victoria & Albert Museum, London – internationale højdepunkter, hvis du møder hans værker under rejser uden for Polen.

Rejser du til Warszawa, så afsæt tid til både Wilanów-museet og Archeologia Fotografii; her kan du bogstavelig talt se fingermærkerne på de fotogrammer, der ændrede polsk plakatkunst for altid.

Franciszek Starowieyski – barok fantasi og teater

Franciszek Starowieyski (1930-2009) førte barokkens overdådighed ind i efterkrigstidens polske plakatkunst. Hvor kollegerne dyrkede flader og grafiske ikoner, anlagde han en mørk, teatralsk scenografi fyldt med forvredne kroppe, kalligraferede arabesker og dybe chiaroscuro-kontraster, der kunne få en Shakespeare-plakat til at ligne et maleri af Caravaggio.

“Plakaten skal lokke publikum ind i en anden tidslomme – ikke kun annoncere en forestilling.” – F. Starowieyski

Barokke signaturtræk

• Anatomiske allegorier: skeletter, svulmende torsoer og maskede ansigter, ofte symboler på forgængelighed (vanitas).
• Flydende kalligrafi: håndskrevne titelbånd slynger sig som ornamenter tværs over billedfladen.
• Dramatisk lys/mørke: dybe sepia- og okkertoner brudt af kalkhvid hud eller blodrøde accenter.
• Tidssignatur “1661”: et ironisk pseudodato, der understreger hans fiktive barokunivers.

Teaterplakater, der satte nye standarder

I 1960’erne skabte Starowieyski en række ikoniske plakater til Teatr Dramatyczny og Teatr Wielki i Warszawa – bl.a. til “Dziady” (1967) og “Wesele” (1968). Motiverne balancerede på kanten af det groteske og udløste både publikumssucces og censurdebat; Statens plakatkomité kaldte dem “for dystre”, mens unge kunstnere kopierede hans kalligrafiske arabesker på byens mure.

Kultstatus og provokationer

1. I 1963 lancerede han happenings under navnet “Teatr Rysunku”, hvor han på én uge tegnede væg-til-væg-plakater live i galleriet. Publikum så kunstneren som performer – en helt ny rolle i polsk grafisk design.
2. Hans brug af nøgne, forvredne kroppe brød socialistisk realismes anstændighedskodeks og åbnede plakatmediet for personlig mytologi og erotik.
3. Ved at blande maleri, skulpturel dybde og typografi sprængte han grænsen mellem brugsplakat og fri kunst, hvilket banede vej for 1970’ernes mere eksperimenterende plakatsprog.

Her kan du opleve starowieyski i dag

Rejsetip: Tjek også CSW Zamek Ujazdowski i Warszawa, som jævnligt viser Starowieyskis filmplakater side om side med hans live-tegnede scenedekorationer – en perfekt chance for at se, hvordan barokfantasien udfoldede sig på både lærred og væg.

Jan Młodożeniec – farve, håndskrift og humor

Hvor Henryk Tomaszewski søgte det stramt komponerede, svarede hans elev Jan Młodożeniec (1929-2000) igen med en legende lethed. Plakaterne er bygget af naiv, næsten barnlig streg, ufortyndede farveflader og en håndskrevet typografi, der spræller som konfetti hen over motivet. Formen er enkel, men energien vibrerer; det er grafisk poesi på gadens lange lærred.

Stilen fungerede som et bevidst lysindfald i 1950’ernes og 60’ernes ofte dunkle, politisk ladede byrum. Hvor andre polske plakater bar på tunge metaforer, gav Młodożeniec publikum et smil, et blink og et uventet farvechok. Den hurtige streghånd skabte et indtryk af spontanitet, men kompositionen er minutiøst afbalanceret: farvefladerne skubber og støtter hinanden, mens bogstaverne bliver til billeder i sig selv.

Cirkus på væggen – De ikoniske ‘cyrk’-plakater

I 1962 bad det statslige cirkusbureau kunstnerne om at brande cirkusset uden at vise konkrete forestillinger. Resultatet blev ‘Cyrk’-serien, hvor Młodożeniec var blandt de mest elskede bidragydere. Hans klovne griner med røde næser større end livet, mens heste, elefanter og akrobater er reduceret til farveblobs med kulørte konturer. Plakaterne ankom til Warszawas plankeværker som omrejsende pop-up-mosaikker, der løftede hverdagsgrå beton til karneval.

Teatret som urban samtale

Parallelt satte han sit aftryk på teaterplakaten. For Teatr Ateneum og Teatr Dramatyczny omsatte han dramaer til visuelle haikus: et par dansende sko for en komedie, et sort kors på gul baggrund for en tragedie – altid ledsaget af hans løse blokbogstaver. Disse værker talte direkte til forbipasserende warszawianere og blev en varm, urban stemme, der mindede om gadekunst længe før begrebet fandtes.

Signaturgreb

1. Håndskrift som logo – bogstaverne varierer i størrelse og rytme, så teksten selv fortæller historien.
2. Flade primærfarver – rød, blå og gul, ofte sat direkte mod hvidt eller sort for maksimal kontrast.
3. Naiv streg – bevidst “skødesløs” linjeføring, der frigør motivet fra naturalismen.
4. Humoristisk metafor – et enkelt billede bærer en hel fortælling, fx en paraply som cirkuskuppel.

Her kan du se młodożeniec i dag

Uanset om du møder ham på museet eller i antikvariatets plakatkasser, er Jan Młodożeniec et levende bevis på, at minimal teknik kan rumme maksimal glæde. Hans værker minder os om, at kunsten ikke altid skal fortolkes – den kan også bare få os til at trække på smilebåndet, mens vi venter på bussen.