Medvirkende i Taxi Driver

Forestil dig New York i midten af 70’erne: regnvåde fortove, summende neonskilte og taxier, der glider rundt som gule spøgelser i natten. Ind Taxi Driver - Martin Scorseses ikoniske storby­mareridt - sidder en ensom chauffør og knuger rattet, mens byens fordærv drypper ned på forruden som syre. Den chauffør er Travis Bickle, og hans ansigt er uadskilleligt fra Robert De Niro, hvis præstation siden har fået publikum til at gyse af både frygt og sympati.

Men Taxi Driver er langt mere end én mand i en gul bil. Filmen er befolket af et kalejdoskop af skæbner - fra den 12-årige gadeluder Iris (Jodie Foster) til den glatte politiker Charles Palantine (Leonard Harris) og den småslibrige alfons Sport (Harvey Keitel). Selv instruktøren Martin Scorsese kigger forbi, nervøst stirrende ud ad en taxarude i en af filmhistoriens mest sagnomspundne cameos.

I denne artikel dykker vi ned i de mange lag af filmens cast - fra stjernerne øverst på plakaten til de skjulte perler, der kun er krediteret som “Political Rally Attendee”. Vi kigger også bag kulissen på selve produktionen, filmens tematiske mørke og de nøgletal, der har gjort Taxi Driver til et uudsletteligt kapitel i moderne filmkunst.

Spænd sikkerhedsselen, og lad os cruise gennem natten med Travis Bickle ved rattet - én tur, du ikke glemmer foreløbigt. Klik videre og mød skuespillerne, der gør Taxi Driver til et råt, uafrysteligt portræt af en by og en mand på sammenbruddets rand.

Taxi Driver: Hvem spiller hvem?

Filmens nerve samler sig om et forholdsvis lille, men yderst markant ensemble. Nedenfor får du et hurtigt overblik over de bærende roller - hvem spiller dem, og hvorfor netop disse figurer er uundværlige for Taxi Drivers rå fortælling:

Tilsammen former disse syv karakterer et mørkt kalejdoskop af 70’ernes New York: fra det politiske parnasts glashuse til Times Squares neonbelyste afkroge. Gnistregnen mellem dem - især mellem Travis, Iris og Sport - driver handlingen frem mod dens eksplosive konklusion.

Fra biroller til cameos: det brede cast

I takt med at Taxi Driver bevæger sig gennem New Yorks neonoplyste gader, møder vi en hel parade af ansigter, der - på trods af begrænset spilletid - farver filmen med autenticitet og særpræg. Her er et overblik over de vigtigste biroller, cameos og et udvalg af de mange uncredited medvirkende.

Markante biroller

• Steven Prince - Andy, våbensælgeren
  Travis’ sorthumoristiske “indkøbsscene” får sit særpræg fra Prince, der i ét energisk indspark sælger alt fra Magnum-revolvere til håndgranater. Rollen understreger filmens tematiske sammenkobling mellem let adgang til våben og spirende vold.
• Joe Spinell - Personnel Officer
  Den lurvede chef på taxigaragen optræder kun få minutter, men sætter tonen med sin kyniske rekruttering af Travis. Spinells håndfaste realisme passer perfekt til filmens dokumentariske kant.
• Harry Northup - Doughboy
  Som Travis’ kollega og midnatsfilosof er Northup med til at skildre “cabbie-kulturen”. Hans grovkornede smalltalk ved kaffebaren giver os indblik i den verden, Travis trækker vejret i nat efter nat.
• Diahnne Abbott - Concession Girl
  Hendes korte møde med Travis i porno-biografens snackbar rummer både humor og forlegenhed og afdækker protagonistens sociale akavethed.
• Victor Argo - Melio
  Argo indtager rollen som endnu en garvet chauffør, der sammen med “Wizard” repræsenterer gaden som næsten mytisk læremester.

Cameo-øjeblikke, der har skrevet sig ind i filmhistorien

• Martin Scorsese - “Passenger Watching Silhouette”
  Instruktøren selv træder ind på bagsædet, hvor han iskoldt beskriver, hvordan han vil dræbe sin utro hustru. Cameoen er både selvrefleksiv meta og et uafrysteligt indblik i filmens morale-løse univers.
• Gene Palma - Street Drummer
  Kendt New York-personlighed, der slår takten an på fortovet og leverer sand byatmosfære, som kameraet fanger i forbifarten.
• Peter Savage - “The John”
  Som rutinert kunde hos Iris understreger han sexhandlens anonymitet og dens mekaniske karakter.

Udvalgte uncredited medvirkende

En del statister og mindre roller er ikke krediteret på rulleteksterne, men flere ansigter kan stadig genkendes:

Sammen væver disse ansigter - store som små, kendte som ukendte - et troværdigt portræt af 1970’ernes New York, hvor enhver sidegade rummer en ny historie, og hvor Travis Bickle blot er én af byens mange sjæle på afgrundens rand.

Bag om Taxi Driver: instruktør, produktion og nøgletal

For at forstå Taxi Drivers vedvarende gennemslagskraft er det nyttigt at se på de mennesker og de rammer, der bragte filmen til live. Her finder du en koncentreret opsummering af de vigtigste fakta om produktionen.

Kort om produktionen

1. Scorseses signatur: Taxi Driver markerer instruktørens tidlige samarbejde med Robert De Niro og cementerer den rå, nærgående stil, som senere blev et kendetegn for hans filmografi.
2. Phillips-parret på producerposten: Julia og Michael Phillips havde netop vundet en Oscar for The Sting (1973). Med Taxi Driver satsede de på et mere kompromisløst, psykologisk drama.
3. New Hollywood-æraen: Filmen blev til midt i 1970’ernes græsrodsbølge, hvor instruktører fik større kunstnerisk frihed-noget der tydeligt mærkes i Taxi Drivers mørke tone og kontroversielle tematik.
4. Storbyens realisme: Optagelserne fandt sted på location i New York City, ofte om natten, hvilket gav gaderne et dokumentarisk skær og forstærkede Travis Bickles oplevelse af isolation.

Tilsammen udgør disse faktorer det produktionsmæssige fundament for en film, der stadig diskuteres og analyseres for sin stil, sin intensitet og sin skarpe kommentar til det amerikanske samfund i efterdønningerne af Vietnam-krigen.

Temaer, tone og kontekst

Når Taxi Driver ruller gennem de neonlysende gader, registrerer kameraet en udmattet metropol, hvor skrald hobes op på fortovene, porno­biograferne flimrer, og hornene danner et konstant, metallisk bagtæppe. New York anno 1975 er både fysisk og moralsk forfaldet - et perfekt ekkokammer for Travis Bickles ensomme nattevagter bag rattet.

Travis’ blik er publikums linse, og gennem hans øjne får vi en by, der føles som et levende dyr: brutal, utilregnelig og uden empati. Han kører i de timer, hvor respektable borgere er gået i seng, og møder kun nattens outsidere - pushere, sexarbejdere og småkriminelle. Byens natlige råhed forstærker hans voksende fremmedgørelse; hver tur gennem Times Square bringer ham længere væk fra den normale civilisation, han længes efter, men ikke kan forbinde sig til.

Filmen undersøger også den usynlige bagage, Travis bærer fra Vietnam-krigen. Han nævner få ord om sin tid i militæret, men hans paranoia, søvnløshed og voldsfantasier antyder posttraumatisk stress. Han kan ikke falde til ro i et samfund, der tilsyneladende er gået videre uden ham, og derfor projicerer han sin indre krig ud på byen.

Scorsese lader byens selvdestruktive impulser spejle Travis’ egen. Hver avisspalte om mord, hver prostitutionstur, hver politisk tomfloskel fra præsidentkandidaten Charles Palantine minder ham om, at der ikke findes et system, der kan rense gaderne. Det legitimerer i hans øjne en selvudpeget frelserrolle, hvor vold bliver et moralsk redskab.

Film­ens klimaks - Travis’ blodige raid i Iris’ bordel - bliver således både et personligt fortabelses­punkt og en tragisk sejr. Byen hylder ham ironisk som helt, men mørket i hans blik i slutscenen antyder, at cyklussen kan begynde igen. Taxi Driver efterlader os derfor med et dobbeltspørgsmål: Er Travis Bickle et produkt af New Yorks fordærv, eller er byen blot et lærred for hans egne dæmoner? Svaret ligger i den ubehagelige erkendelse af, at de to måske er uløseligt flettet ind i hinanden.