Artikler

Hvorfor brød Januaropstanden i 1863 ud?

Artikel

Hvorfor brød Januaropstanden i 1863 ud?

Januaropstanden brød ud i 1863, fordi ønsket om polsk selvstændighed, sociale konflikter og utilfredshed med russisk styre havde skabt en stærk undergrundsbevægelse. Den umiddelbare udløser var branka: en målrettet indkaldelse til den russiske hær, som skulle svække konspirationen. Indgrebet fik i stedet oprørslederne til at fremrykke kampen.

Et kongerige uden den tidligere autonomi

Kongeriget Polen var blevet oprettet ved Wienerkongressen i 1815 med den russiske zar som monark. Efter Novemberopstanden i 1830–1831 blev dets selvstyre kraftigt indskrænket. Nederlaget efterlod både erfaringer med væbnet modstand og uenighed om, hvordan en ny kamp kunne lykkes.

Polske politiske miljøer i landet og i eksil bevarede ønsket om selvstændighed. De var imidlertid ikke enige om tidspunkt, strategi eller den sociale indretning af en fremtidig stat. Man bør derfor ikke forstå opstanden som et projekt, alle polakker fra begyndelsen stod samlet bag.

Nye forventninger efter Krimkrigen

Ruslands nederlag i Krimkrigen skabte forhåbninger om forandring. Under Alexander II blev der gennemført reformer i imperiet, men zaren afviste forventninger om polsk politisk frihed. Spændingen mellem begrænsede indrømmelser og fortsat russisk overhøjhed gav plads til forskellige strategier.

Aleksander Wielopolski satsede på et kompromis med zarstyret. Han opnåede blandt andet reformer af skolevæsenet og administrationen samt forbedringer af jøders retsstilling. Hovedskolen i Warszawa blev oprettet i 1862. Reformerne var reelle, men hans afvisning af en selvstændighedskamp gjorde ham upopulær i de patriotiske miljøer.

Demonstrationer og repression

I 1860–1861 voksede de religiøse og patriotiske manifestationer. Den 27. februar 1861 blev fem demonstranter dræbt i Warszawa. Den 8. april fulgte endnu en blodig nedskydning. Volden og de efterfølgende indgreb bidrog til, at flere mistede troen på fredelige forandringer.

Undergrundsarbejdet blev mere organiseret. I juni 1862 opstod Komitet Centralny Narodowy, den centrale nationale komité, som kom til at lede forberedelserne. Den politiske mobilisering fandt sted både i Kongeriget Polen og i andre områder, som tidligere havde tilhørt Det Polsk-Litauiske Samvelde.

De hvide og de røde

De moderate hvide havde især støtte i dele af godsejerstanden og det velstående borgerskab. De satte i højere grad deres håb til politisk pres og udenlandsk diplomati. De radikale røde samlede blandt andet studenter og andre yngre aktivister og arbejdede mere direkte hen imod en opstand.

De to retninger delte et selvstændighedsmål, men var uenige om midlerne og om, hvor langt sociale reformer skulle gå. De hvide kan derfor ikke blot sidestilles med Wielopolskis loyalitetspolitik. Efter opstandens udbrud sluttede de sig til den og søgte at påvirke dens ledelse.

Hvorfor var bondespørgsmålet vigtigt?

En opstand kunne vanskeligt opnå bred styrke uden støtte på landet. Spørgsmålet var, om bønderne skulle eje den jord, de dyrkede, og hvordan godsejerne skulle stilles. Kravene handlede således om ejendom, byrder og politisk deltagelse, ikke kun om nationale symboler.

Ved opstandens begyndelse lovede den nationale ledelse jordejerskab til bønderne og jord til jordløse deltagere i kampen. Der var tale om et forsøg på at forbinde selvstændighed med en social reform. At love en reform og faktisk gennemføre den under en guerillakrig var dog to forskellige udfordringer.

Brankaen fremrykkede opstanden

Wielopolski ville ramme undergrunden gennem indkaldelse af unge mænd til den russiske hær. I Warszawa blev brankaen gennemført natten mellem 14. og 15. januar 1863. Risikoen var, at aktivisterne blev fjernet, før organisationen kunne gå til kamp.

Oprørsforberedelserne var ikke færdige. Ledelsen valgte alligevel at handle før den planlagte senere start. Manifestet af 22. januar erklærede opstanden og omdannede komitéen til en midlertidig nationalregering. De første angreb blev gennemført natten mellem 22. og 23. januar.

Fra politisk krise til langvarig kamp

Oprørerne rådede over en undergrundsorganisation, men ikke en regulær hær, som kunne måle sig med Ruslands. Kampen fik derfor karakter af mange lokale guerillaoperationer. Den hemmelige ledelse forsøgte samtidig at opretholde administration, finansiering og forbindelser mellem områderne.

Brankaen forklarer, hvorfor opstanden begyndte netop i januar. Baggrunden lå i årtiers tab af selvstyre, et nyt politisk opbrud, russisk repression og håbet om at forbinde national frihed med sociale reformer. Opstanden voksede ud af denne kombination og fortsatte trods store forskelle i ressourcer og strategiske forventninger.